|
07-09-2009 Nemme besparelser med enkel energistyring
Med energistyring kan energien udnyttes optimalt, og forbruget reduceres. Det er erfaringen fra Tønder Kommune, der har fået energistyring på størstedelen af sine bygninger og forventer fem procents besparelse på energiforbruget.
Energistyring er for mange virksomheder et enkelt og effektivt værktøj til at registrere og styre energiforbruget. I Tønder Kommune har Teknisk Forvaltning i samarbejde med Syd Energis datterselskab, Enervision, igangsat energistyring på over halvdelen af de offentlige bygninger.
”Energistyring giver os mulighed for at overvåge og styre energiforbruget i kommunen. På den måde kan vi optimere vores forbrug og sætte ind, hvor der er besparelser at hente, eller hvor der opstår en uventet stigning i forbruget,” fortæller Palle Kudsk, faglig koordinator for bygningsvedligehold ved Teknisk Forvaltning, Tønder Kommune.
Med et energistyringsprogram kan virksomheder automatisk registrere deres forbrug af el, vand og varme og nemt overvåge forbruget ved hjælp af det internetbaserede program. Helt ned til et kvarters interval kan der trækkes nøgletal ud, som også kan bruges til at sammenligne bygningers forbrug flere år tilbage og er dermed et værdifuldt værktøj til budgetlægning.
Besparelser her og nu
Tønder Kommune har indtil videre fået energistyring på 80-90 bygninger og målet er, at op mod 160 af kommunens omkring 190 bygninger om få år har et optimeret energiforbrug gennem styringen. Og allerede nu oplever kommunen, at styringsprogrammet har en effekt.
”Implementeringen af energistyringen giver en besparelse på en til to procent på vores energiforbrug i sig selv. Desuden forventer vi samlet at nå op på fem procent blandt andet ved konkrete energieffektiviseringer på baggrund af overvågning af forbruget,” forklarer Palle Kudsk og uddyber:
”Energistyringen giver os overblik over vores forbrug og eventuelle udsving, så vi nu har mulighed for at reagere hurtigt på driftsfejl og lækager, da vi får en alarm ved overforbrug. Tidligere måtte vi vente til årsafregningen for at finde ud af det.”
God tilbagebetalingstid
For Tønder Kommune medfører energistyringen en række projekter, som kan iværksættes for at nedbringe forbruget.
Generelt er tilbagebetalingstiden omkring syv til ni år på disse projekter, men der er også en række projekter med en tilbagebetalingstid på tre til fire år. Disse projekter vil kommunen nu gå i gang med i samarbejde med Enervision.
”Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Enervision, og samarbejdet omfatter derfor også implementering af konkrete, energibesparende initiativer. Ved hjælp af energistyringen undersøger vi selv, hvor der er potentielle besparelser, mens Enervision efterfølgende hjælper os med beregninger af konkrete investeringer og rentabiliteten,” siger Palle Kudsk.
Hos Enervision vurderer energirådgiver Erik Schmidt Larsen, at med de mange energibesparende initiativer, som ofte følger i kølvandet på igangsætning af energistyring, er der potentiale for at opnå en større besparelse for virksomhederne. ”Besparelserne er afhængige af, hvor stor en indsats virksomhederne har gjort tidligere. I nogle tilfælde fører energistyring til en stagnation i energiforbruget, hvor virksomheder uden styring oplever en stigning. I andre virksomheder kan der ofte skæres ti procent af energiforbruget,” forklarer Erik Schmidt Larsen.
Mulighed for sammenligning
Med energistyring er det også muligt for Tønder Kommune at sammenligne forbruget mellem de offentlige institutioner.
”Energistyringen giver os mulighed for at hive nøgletal ud og sammenligne eksempelvis skolerne på flere variabler som kvadratmeter eller antal elever. Det bliver nærmest en lille konkurrence for skolerne om, hvem der kan nedsætte energiforbruget mest,” fortæller Palle Kudsk. Et af stederne, hvor de store besparelser ofte kan hentes, er på det såkaldte tomgangsforbrug eller standby-forbrug.
”Forbruget om natten eller i weekenden er et af de punkter, som er svært at få under kontrol. Energistyring er et effektivt værktøj til at løse denne opgave. Hvis en skole bruger 20 procent af energiforbruget uden for skoletiden, kan vi hurtigt og enkelt aflæse forbruget og se, hvor vi skal sætte ind. Det kan være toiletter, som løber, eller en pumpe, der kører på højtryk døgnet rundt,” slutter Palle Kudsk.
FAKTA!
Med energistyring kan
virksomhederne…
- automatisk registrere og overvåge forbruget.
- undgå unødvendigt overforbrug.
- sammenligne energiforbruget på bygninger og på produktion ned til pr. produceret enhed.
opnå økonomiske besparelser.
- skåne miljøet.
Vidste du…
- at virksomheder kan spare op mod ti procent på energiforbruget ved energistyring.
- at energistyring kan finansieres gennem energibesparelserne, hvor besparelsen godskrives på investeringen.
|